De frække fællessange

Vi danskere er glade for fællessang. Fællessang har potentialet til at bringe os sammen på tværs af forskelligheder og give os et fælles poetisk og musikalsk blik på tilværelsen. Måske har du allerede sunget af karsken bælg i løbet af et efterskoleophold eller til et af landets utallige andre fællessangsarrangementer. Spørgsmålet er dog, om du nogensinde har haft muligheden for at synge efter temaet “de frække fællessange” fra Højskolesangbogen? De findes nemlig, sangene om sanselighed, krop, køn, længsel, begær, erotik, forelskelse, kærlighed og parforhold i Danmarks mest solgte bog.


Med nærvær, vid og glimt i øjet inviterer pianist og sanger Rasmus Sejersen og højskolelærer Mette Øyås Madsen dig ind i Højskolesangbogens frække sange. Vi skal først og fremmest synge en hel masse, men vi skal undervejs også bruge sangene som afsæt for små samtaler. Det kan være om forskellen på, hvordan køn og begær kommer til udtryk i Christian Winthers “Hun er sød, hun er blød” fra 1840 og i Anne Linnets “Smuk og dejlig” fra 1976. Eller det kan være om den berusende længsel efter en forhenværende sommerflirt, sådan som det sker for sangens “jeg” i Stine Pilgaards “Sommersang uden sol” fra 2019.
Rasmus Sejersen er konservatorieuddannet musiker og sanger, fællessangspianist , korleder og tidligere mangeårig højskolelærer på Brandbjerg Højskole. Mette Øyås Madsen arbejder til daglig på Silkeborg Højskole og underviser bl.a. i køn, krop og seksualitet. I 2023 udgav hun bogen “Seksuel dannelse – inspiration fra en højskolepraktiker” på Forlaget Højskolerne, som også udgiver Højskolesangbogen. I 2021 modtog Mette Højskolepædagogisk Pris for sit arbejde med seksuel dannelse i højskolebevægelsen.
Indstil dig på at føle dig lige dele opløftet og rødkindet, når vi slutter af.
