Sex er et af de mest intime rum, vi deler, og det er fyldt med psykiske og fysiske grænseoverskridelser. Det lyder måske voldsomt, men langt det meste af tiden sker disse overskridelser både intentionelt og frivilligt.
I sex bevæger vi os steder hen sammen, som vi ikke gør i andre sammenhænge. Det kan fx være særligt intime steder på kroppen, rundt i følelsernes afkroge eller frem og tilbage mellem initiativ og hengivelse. Netop derfor skal der altid være gensidig og vedvarende frivillighed til stede under sex. Der skal være samtykke.
Nyere undersøgelser afslører, at mange unge har det svært med grænsesætning under sex og med både forståelsen af og håndteringen af samtykke. I dette oplæg undersøger vi, hvad der står i vejen for, at man kan mærke og kommunikere egne og andres grænser, og vi udfolder, hvad samtykke er, og hvordan man samtykker til sex i praksis.
Målet er, at deltagerne får hjælp til selv at sætte grænser og til at aflæse andres grænser, og at de føler sig trygge i alt det, der handler om samtykke, næste gang de selv har sex.
Oplægget indeholder vidensoplæg, deltagerrefleksion, små samtaleopgaver, milde former for kropsarbejde som alle kan være med til og enkle grænsesætningsøvelser.